|
|
Bruno
Lidt om Bruno:
Jeg (Pia) skulle bruge en makker til Pixy, der ikke kunne med Bisse.
Som sådan var det ok at de ikke kunne sammen, det hænder jo at chinchillaer ikke kan lide hinanden, men Pixy var der noget sært ved. Hun var (og er
stadig ikke) videre glad for menneskelig kontakt, og hele hendes adfærdsmønster er i det hele taget en smule sært. Jagten gik derfor efter en
tilsvarende "sær" chinchilla, i håb om at finde en hun ville kunne med.
Jeg kan ikke længere huske om jeg specifikt gik efter en han, men det endte ihvertfald med at jeg fik kontakt til
AW-chins, der havde den her pastel han, der ikke rigtig kunne med deres andre dyr. Han var
fra en dyrehandler, og på grund af farven, havde han fået navnet Bruno.
Lige da jeg fik ham hjem, virkede navnet Bruno en smule komisk, da det i min familie henleder tankegangen på latrinære jokes. Men nu hed han altså
Bruno, og så skulle der ikke laves om på det! Han havde lært hos AW at det var hans navn, så det virkede ikke tiltalende at give ham et nyt navn, blot
for vores skyld, når det nu bare ville skabe endnu mere forvirring for den lille pelstot.
Men Bruno kom hjem, og sammen med ham fulgte et bur. Han og Pixy klikkede hurtigt, og de havde det rigtig godt sammen, i deres sære,
chinchilla-hadende verden.
Desværre gik der ikke lang tid før vi fik de første problemer med Bruno, der bestod i forkølelser samt lungeinfektioner. Efter et længere stykke tid
konstaterede vores dyrlæge at der var tale om kronisk bronkitis. Staklen havde en tendens til at hyberventilerer, da vævet i bronkierne (det sidste
sted i lungerne, luften kommer ud, før den ledes ud i blodbanerne), var ødelagt, og derfor var iltoptagelsen væsentligt forringet. Som vi fik det
udlagt, kan det sammenlignes med rygerlunger. Desværre førte det også til, at han havde forhøjet risiko for infektioner, og dem nåede han da også at
få en pæn portion af. De sidste par år begyndte han at tabe sig meget, og set i bakspejlet burde vi nok have fået ham aflivet allerede nogle år før han
døde, men han var en tilsyneladende glad chinchilla, der tiggede som alle andre chinchillaer og kunne lide at blive nusset. En dag jeg havde ladet ham
smage på lidt blomme, mens han var ude og løbe, begyndte han at løbe lige bag mig, for at få noget mere. Det er jo ikke til at stå for sådan nogle
ting.
De sidste par år boede han og Pixy hos Nicholas, og her begyndte de virkelig at stortrives. Tilsyneladende passede det herskaberne udemærket, at der
ikke var andre chinchillaer i nærheden. Det eneste andet dyr var en kat, men hende havde de ikke noget imod.
En dag havde Bruno det rigtig skidt. Han var ude og løbe med Pixy, men han blev ved med nærmest at kollapse i den bagerste ende. Det så på en måde ud
som om han skulle pølle, men der ikke var noget. Vi fik ham hurtigt ud af døren, og ned på Københavns dyrehospital, der kun ligger et par minutter væk
i taxa, men typisk nok var det weekend, og så kan man ikke regne med at det personale der er på vagt, er kompetent inden for chinchillaer. Det var
hende der var på vagt den dag ihvertfald ikke. Vi fik at vide at vi bare skulle gå hjem igen, og så noget andet småpladder. Dagen efter var det mandag
(10. april 2007), og vi tog afsted til Nybrovej Dyreklinik, i håb om en smule mere kompetente svar. Desværre døde han i toget, på vejen der ud.
Den dag i dag er jeg stadig stik tosset over at vi ikke fik at vide, at aflivning var bedst for ham, da vi var på dyrehospitalet om søndagen. Jeg ved
godt det også er noget man selv skal kunne sige, men når dyrlægen siger man skal tage tiden an, og slet ikke råder til aflivning, så må man jo antage
at denne ved bedst. Det var en hård måde at lærer på, at dyrlæger ikke altid ved bedst, og ikke altid tænker på dyrene først.
Vi tog ham med til dyrlæge selvom han var død, og besluttede os for at få ham obdukseret. Han havde jo været syg så længe, at der kunne have været
noget i ham, de andre dyr måske også kunne have fået. (Rapporten kan læses nedenfor). Dyrlægen sagde til os, at hans tilstand havde været så græl til
sidst, at der havde være valg mellem medicinering, der så småt var ved at tage livet af ham, fordi det er meget hårdt ved hele systemet. Eller vi kunne
have droppet medicin, og været sikker på at han ville være død af sygdommen. Så et valg mellem pest eller kolera. Som sagt burde vi nok have fået ham
aflivet en del tid før, men han havde det godt, det stykke tid vi havde ham, og det eneste jeg ville lave om hvis jeg kunne, ville nok være at få ham
aflivet 1-2 måneder før han døde.
Bruno var en fantastisk lille personlighed. Altid krudt i røven, og meget tam. Han kunne ikke udstå andre chinchillaer, lige bortset fra Pixy, men
det var uden tvivl en del af charmen ved ham. Han vil altid være savnet, men vi er glade for den tid, vi nåede at opleve med ham.
Obduktionsrapporten:
|